Lejeforhøjelse og finansiering af kloakering

Her kan du læse om de økonomiske beregninger, der ligger til grund for den estimerede lejeforhøjelse for de første 13 haveforeninger, der skal kloakeres.

Lejerne betaler for kloakeringen

Borgerrepræsentationen besluttede med vedtagelsen af kommunens budget for 2022, at udgifterne til kloakering af kolonihaverne skal betales af kolonihavelejerne.  

Du kan læse hele den politiske sag om Kolonihavernes betaling for kloakering her.

Kolonihavelejerne kommer til at betale for kloakeringen via en varig lejeforhøjelse. Det er besluttet, at udgifterne til kloakeringen skal betales tilbage af kolonihavelejerne over 70 år, for at sikre at den månedlige lejeforhøjelse holdes så lav som mulig. Herefter er kloakken betalt ud, men da det forventes at kloakken skal udskiftes igen herefter, reduceres lejen ikke. Det er Københavns Kommune, som betaler for nye eller renovering af kloakkerne.

Lejeforhøjelsen bruges til at betale både selve kloakeringsarbejdet, drift og vedligehold af kloakken, tilslutningsbidrag til HOFOR, administration og kontrakthåndtering og kommunens lån hos KommuneKredit, herunder renter og afdrag. Vandafledningsafgift er ikke inkluderet i prisen. 

Om finansieringen 

Borgerrepræsentationen besluttede den 26. juni 2025, at kloakeringen af de første 13 haveforeninger skal ske ved, at kommunen selv udbyder kloakentreprisen i en entreprise, og at finansieringen skal ske som finansiel leasing hos KommuneKredit. Det betyder, at KommuneKredit betaler anlægsudgifterne til kloakkerne. Københavns Kommune betaler en årlig leasingydelse til KommuneKredit i 30 år, hvorefter kommunen køber kloakken tilbage.

KommuneKredit er en særlig finansiel virksomhed for danske kommuner og regioner, hvor kommuner kan låne penge til projekter som fx kloakering til en meget favorabel rente.